Årets ord er ikke selfie

Beklager, selfie, en Allan, stormturist, hashtag. Der er mange bud på hvad der kan få æren som årets ord 2013. Men ifølge Sproglaboratoriet er UNDSKYLD årets ord i 2013.

... og det er jeg - UNDSKYLD mig - en anelse indebrændt (et ord der burde have været årets ord en gang i nullerne) over, for i denne her sag er jeg bare meget mere på linje med Oxford English Dictionaries, der har kåret selfie til årets ord. Jeg beklager ..... selvfølglig, men der er bare ikke ret meget nyt over ordet UNDSKYLD. UNDSKYLD lugter simpelthen for meget af skyld, politik, udenomssnak og dårlig samvittighed.   

UNDSKYLD er da også blevet årets ord af den særlige grund at det har 'glimret ved sit fravær'. Der har ifølge mange af Sproglaboratoriets lyttere i år været særlig meget brug for det ord. Alligevel er det ikke blevet sagt. I hvert fald ikke nok og ikke på den rigtige måde. Man (læs bare: Lars Løkke) har beklaget, og mange andre har indrømmet fejl, men UNDSKYLD er altså 2013's lille forsømte, understimulerede ord. 

Det er der en helt indlysende grund til. Og det er en grund som gælder både på det politiske plan og på det personlige. Når man prøver at komme uden om at sige UNDSKYLD, hænger det sammen med at det at sige UNDSKYLD er det samme som at tage ansvaret på sig. At sige UNDSKYLD er at påtage sig skylden og håbe på en form for forsoning. Og  ofte er man jo overhovedet ikke interesseret i at blive forsonet (på trods af forbilledlige Mandela), men snarere i at retfærdiggøre sin holdning eller handling ved at forsvare den. Det kaldes i retorikken en apologi, dvs. en form for begrundende og selvfrifindende forklaring. Dem er der mange af.....også i parforholdet...


Nå, men det at udnævne et ord til årets ord skal ifølge anmelder Anne Middelboe Christensen, der var en del af juryen som kårede årets ord for Sproglaboratoriet, fungere som en påmindelse om at hvert enkelt ord har en stærk betydning. Og det er jeg til gengæld MEGET enig i!


Se evt. nogle af de rigtigt nye ord i 2013, fx twerk, øvdagskultur, e-røg og fremdriftsreform på dr.dk. 

Eller se nogle fantastiske selfies her (og læs lidt mere om dem) og youies her. For youies er nemlig det allernyeste. Det er en form for selvportræt hvor man viser begge sine hænder som bevis på at man ikke selv holder mobiltelefonen, dvs. man har venner!!! Youie er faktisk så nyt at det end ikke er beskrevet i Urban Dictionary endnu. 

Eller se et 'smukt' udvalg af mine egne selfies anno 2013 (og en enkelt julefrokost-youie).


Godt nytord!

  
     Sælfie

Det ku være man sku stave anderledes

Spørgeskemaundersøgelse viser ikke mange tegn på "spelling rebellion" i de nye medier. 

Ingen æssemæssprog, tak

D r da godt nok at forkorte tekster og ord, eller r d ik? Nej, lyder svaret ofte, og det bekræftes af resultaterne af en mindre spørgeskemaundersøgelse der viser at vi generelt ikke eksperimenterer meget med stavemåderne. Heller ikke i sms'er.

En spørgeskemaundersøgelse blandt 529 sprogbrugere i stort set alle aldre (10-70 år) viser ikke stor tolerance over for alternative stavemåder. Heller ikke selv om det handler om hvordan man skriver på de sociale medier, som fx Facebook, eller på sms og i e-mail. 

De 529 sprogbrugere, der besvarede mit spørgeskema i november 2013, har ikke meget til overs for alternative stavemåder som fx 4tæl og 2tal. 93 % bruger  sjældent eller aldrig den slags resbussprog på Facebook (99 % sjældent eller aldrig i e-mail), og godt 90 % har et tilsvarende anstrengt forhold til forkortede ord som fx d (det), r (er) og n (en).

Når det kommer til retskrivningen, var der kun en smule nytænkning eller "spelling rebellion" at spore et enkelt sted, nemlig ved talesprogsord som fx blir, ku, tar, ik og sir. Her svarer godt 30 % at de tit eller af og til bruger disse på Facebook og i sms (men kun 13 % svarede det samme for e-mail).

Mere lydstavning?

I dansk er der ret stor forskel på hvordan vi udtaler og staver et ord. Udtalen [væor] kan fx både staves vejr, vær, værd og hver. 4 forskellige ord der udtales ens. Både vejr, værd og hver er ikke-lydrette og skal derfor tillæres, hvad der kan koste skoleelever meget besvær og ærgrelse. Så kunne det ikke være fornuftigt at stave det som det siges?

Jo, det kunne det måske for nogle ords vedkommen, men ikke for alle.

Retskrivningen har faktisk et princip for dette: Det fonematiske princip, der betyder at lyde skal skrives som de høres fx linje (og ikke linie), men der er altså grænser for hvor langt dette princip kan strækkes.

Særligt galt går det nemlig når det støder sammen med det morfematiske princip (også kaldet tegnkonstansprincippet) der sikrer at vi kan føre et ord tilbage til dets grundbetydning (morfem = mindste betydningsbærende element). Hvis vi staver godt lydret, nemlig [gåt], kan vi ikke se at ordet stammer fra god, og så går vi glip af mange interne forståelsesgenveje. Egentlig et meget fornuftigt princip!

Alligevel er det faktisk også det princip man som sprogbruger bryder med hvis man skriver ku, sku ogtar, for så kan man jo ikke se at det drejer sig om ordene (og morfemerne) kunne, skulle og tage.

Intet nyt under solen

Men er det et stort problem? Næh, mit bud er at sålænge den slags talesproglige stavemåder rammer så hverdagslige og hyppige ord som fx ikke og bliver, lærer man hurtigt sammenhængen, alene pga. hyppigheden.

Og det er altså slet ikke noget chatterne har opfundet. På dansk har PH allerede i 1950'erne stavet bestemte ord anderledes fx blie, sae, brur og tar ud fra et princip om at afskaffe bogstaver i skriften som aldrig har været udtalt, netop for at undgå at de skulle komme ind i talesproget:

"Forfladigelsen af talen sker fra skriftsproget side netop ved at man i denne radioens ulyksalige tidsalder optar konsonanter og lyde fra skriften, som aldrig har eksisteret i talen" (PH 1943 citeret efter Blædel 1987:18). 

Men elsker man etymologi (og det er vi jo mange der gør), vil man nok begræde at man fremover måske ikke længere vil ku se at ku har noget at gøre med kunst (kunnen).

Smileyen - 30 år, men langt fra accepteret alle steder

I over 30 år har smileyen eksisteret. Fra ildeset og underligt tegn fremstillet af tre tastetryk til gult ikon-ansigt. Fra underkendt til anerkendt. Eller er den? Ganske vidst bruger vi næsten alle smileyer når vi skriver på nettet og når vi sms'er, og den har også sneget sig ind i vores e-mails. Men et er hvad vi selv skriver, noget helt andet er åbenbart hvad det offentlige kan tillade sig.  

Kun 3 % bruger aldrig smileyer

En spørgeskemaundersøgelse blandt 91 studerende på Aarhus Universitet viser at smileyen er det klart mest udbredte og accepterede medialektale træk (dvs. sprogligt/semiotisk træk der er opstået og/eller udbredt af nye mediers logik). Smileyer bruges efterhånden allevegne. Når vi skriver til hinanden via de nye medier fx på Facebook, i sms og på Instagram, bruger langt de fleste af os smileyer. Kun 3 % af de adspurgte bruger aldrig smileyer. Smileyen er altså blevet alment anerkendt. Så anerkendt at 84 % af de adspurgte studerende angav at de også bruger smileyer i e-mail. 

Myndigheder må ikke bruge smileyer

Men én ting er hvad man selv skriver, og hvad vennerne skriver tilbage. Noget helt andet er tilsyneladende de offentlige myndigheder og det man kunne kalde service-sms'er, som fx påmindelser fra frisøren og tandlægen.  Næsten alle (98 %) af de adspurgte mener ikke det er ok med smileyer i en sms fra sagsbehandleren, og 90 % synes heller ikke at SKAT eller Politiet skal bruge smileyer når de skriver på Twitter. Men det stopper ikke her. Heller ikke frisøren og tandlægen skal bruge smileyer i sms, hvis det står til 77 % af svarerne 

Smileyer når du skriver med chefen?

Men er det så ok at bruge smileyer i arbejdsmæssig sammenhæng? Ja, mellem kolleger er tolerancen rimelig stor idet 73 % mener at smileyer er i orden i en arbejdsmail til en kollega, mens de er lidt mere tilbageholdende når det gælder kommunikation med chefen. Chefen må gerne skriver smileyer til de ansatte (mener 53 %), mens kun 35 % mener det er ok når medarbejderen sender en mail til chefen med en smiley. Flere kommenterer dog at netop dette afhænger meget af relationen til chefen og af formalitetsgraden.

Medialisering af sproget, men ikke alle vegne

Undersøgelsen er lavet blandt studerende med en gennemsnitsalder på 25 år. Selv om de stort set alle har taget smileyen til sig, er de også meget bevidste om at den ikke fungerer alle steder. Det afhænger af emnet og af forholdet til dem man kommunikerer med. Og når det kommer til meget formelle eller upersonlige relationer, som fx SKAT eller tandlægen, er smileyer "no go". Her er de studerende så uenige med SKAT selv, jf. DR's nyheder fra d. 13. september 2013. SKAT mener det er ok at "løsne op for sproget", men afstår dog stadig fra at skrive knus med z. 

Tak for det! Du er nu en SKAT. Jeg giver dig lige en krammer.  

Hov! Hey! Hallooooo!

Interjektioner. Hmmmm, det lyder som noget ubehageligt i en kanyle, av! Men, altså, det er det ikke! Yey! Det er jo bare den sprogvidenskabelige betegnelse for udråbsord. Nåhhhhh, dem kender vi godt. Ja, det gør I. Og ved I hvad? I skriver dem også. UPS, hvar?!

Over 200 danske interjektioner – SÅDAN!

Jo, jo. Den er god nok. I hvert fald på Facebook. Det undersøgte jeg nemlig efteråret 2012. Jeg fandt 60 ret forskellige interjektioner, men har senere af Torben Christiansen, som redigerer Slangordbogen (app), fået at vide at der i hvert fald findes over 200 interjektioner i dansk. WOW! Men det er altså ikke sikkert at I skriver dem alle sammen.

Jeg fandt dog ud af, at I skriver mange forskellige interjektioner. Både nogle kendte (ah, hm og nå) og nogle mindre kendte interjektioner (ewww, mja, fuu, dooh og wuhuuu).

Blandt de hyppigste var: øv, åh/årh, hm, wauw/wow, hehe og haha, men interjektioner som najjj, av, suk, jøsses, fy, pff og doooh fandt jeg kun én gang. Måske har jeg ikke ledt længe nok??

Hvorfor bruger man interjektioner?

Tja, man kan udtrykke mange forskellige komplekse følelser med interjektioner, fx disse:

Begejst-ring	Glæde	Nydelse	Med-følelse	Let-telse	Overrask-else	Modvilje/ ærgrelse	Skuf-felse	Ube-hag	Vrede/ foragt
Wehoo/woohoo Yes Jubii jaaa	Najjj Juhu Jaaa Wauw (n)øjjj	Ah Uhm Mm Mums	Nårh Nuuuuhr Nåå Århh Øv øv	Pyha Uhh	Hov Jøsses Uh Sjt/shit Hey Ih	Ej/aj Arghh Arhh Åh	Åh nej Æv Øv Suk	Brr Uha Uf Eewww Av	Tsk tsk Pff Fuuu Føj fuck

Når man i sin status fx skriver ”Ups”, er ens venner straks klar over at man har gjort eller sagt noget uheldigt. Vi bruger altså interjektioner i statusopdateringer fordi de er hurtigt at afkode, og fordi de appellerer til andres nysgerrighed. Interjektioner er med til at krydre sproget så det bliver mere ekspressivt og dramatiserende.

Interjektioner er også sprogøkonomi

Ved første øjekast kan det virke lidt overfladisk og pyntende med alle de interjektioner, men de er faktisk en meget økonomisk og dermed situationstilpasset og raffineret måde at udtrykke sig på når man befinder sig i en presset skriveproces.

Interjektionerne er prægnante, samtidig med at de er mangetydige, og det gør dem udfordrende og sjove. Det er en genvej til formidlingen af en følelse og et forsøg på at skabe intimitet og nærvær. Interjektioner nok i virkeligheden mere show end samtale.

Mere forskning i interjektioner

Interjektioner er sjove – også at forske i. Derfor (og sikkert også af andre grunde) har min gode KUA-ven Carsten Hansen (lektor ved Center for Sprogforandring) taget initiativ til IFG (InterjektionsForskerGruppen) som jeg også er en del af. Her vil jeg gå videre med at undersøge hvordan det dog er at I får noget, som faktisk er et meget talesprogligt fænomen, til også at virke på skrift.

ERGO: Hvordan skriftliggør I interjektionerne?

Så det er ikke sidste gang jeg skriver om interjektioner. BOM!

***

Læs min artikel: ”Hmmm…interjektioner på Facebook” (2013) I: Møde om Udforskning af Dansk Sprog 2012 (red.) Peter Widell, Inger Schoonderbeek Hansen og Tina Thode Hougaard. Aarhus Universitet.

Sproget til billederne i de sociale medier

Et billede siger mere end tusind ord, men hvilke ord? 

Med Instagram, SnapChat og Facebook er der ved at vokse en underskov frem af amatørfotografer, nej,  private snapshootere, tja, eller måske er de snarere privatlivets fotofortællere. For det handler mindst lige så meget om at fortælle en bid af ens livshistorie eller give en statusopdatering på ens aktuelle tilstand, som at skyde det helt perfekte fotografi og forsøge at konkurrere om "Årets pressefoto".

Men ofte står billederne ikke alene - selvom "et billede siger mere end tusind ord". Vi vil gerne supplere med identificerende beskrivelser og andre  bonusinfo. Og på Instagram tilføjer vi forskellige hashtags til vores billede for at gøre dem søgbare og for at markere en form for tilhørsforhold eller aktiv deltagen i forskellige grupper, som fx #ugensinstagrammer (UngeKommunikatører) eller #AllanGate (Allan Simonsen, TV2 og Vild med Dans - need I say more?)

Jeg har netop skrevet en artikel om alt dette og har bl.a. fundet ud af at brugen af billeder i særlig grad motiverer til kommunikation, og at den sproglige kode, der anvendes, henter sit særlige betydningspotentiale fra billederne og i nogle tilfælde får nærmest poetisk funktion. 

            

Selv om et billede faktisk sagtens kan "tale for sig selv", kan vi åbenbart ikke lade være med at tilføje et par ord. Ja, selv om Lindhardt og Ringhofs digitale strateg, Maiken Ingdvordsen skriver: ”Måske har du heller ikke altid noget at ”sige” og tænker ”hvad skal jeg dog skrive ud om på Facebook i dag.” Men så kan et billede være en anderledes smuk, poetisk måde at beskrive noget på end via ord”, så sætter vi altså også lige et par ord på. Vi SKAL bare kommunikere, koste hvad det koste må!

Er vi bange for at vi ikke kommunikerer stærkt nok med billedet i sig selv? Er skriftkulturen så hårdt indpodet i os, at vi ikke kan undvære den? Eller er vi simpelthen superbrugere af multimodal kommunikation, og benytter os af muligheden for at lade vores meddelelse indeholder forskellige udtryksformer og derfor måske også flere forskellige budskaber? 

Jeg tror på det sidste, men jeg tror også på det første og det andet. Og det fjerde?

Communicatus, ergo sum. Måske uden ord?

Rune T. Kidde - måske et hyldestdigt

Jeg ville have skrevet et hyldestdigt til Rune T. Kidde - den ælskelige æventyrgendigter, grimtegneren og den sorte humors skjald!
Men jeg kan ikke få det til at rime!

Og det er ikke pga. Rune T. Kidde, for han rimer både på slide og bide og så selvfølgelig Snøfthvide.
Det er heller ikke pga. Den Lilla Møghætte, for hun rimer både på Pulven, Bedstemor Bob og Søde Sally Sukkertop.
Og da slet ikke pga. Klaskepot, Hærge-Hans, Grimme Grete, Tossepose, Den Grumme Ælling, Knud Kødpølse og alle de andre ækle æventyrguldæg.

"Det rimer nu til juleflæsk"
Det er så fedt, når sproget får tæsk.
Men det er kærlige bank og sprængen i luften
- tørre tæsk til snusfornuften.

Det er den der underlige ordspanking, de der vanvittige vinkler, de der umoralske moraler og den der æggende, bjæffende, bjældende, harkende, spruttende, hæsblæsende, trutteruttende, lårklaskende, får- og lamslående humor så sort som nat der både venter på dag og rimer på klat.

Det er den der voldsomme flod der pludselig løb tør.
Men det er også en begejstret beånding der stadig blæser hæs, løfter op og rykker hen.

Vi står i gengæld til dig, Rune T. Kidde.

Måske rimer det lidt alligevel.

Rune T. Kidde
- du forstod at spidde os andre rigide!

I Hype Skype* - succes med Skype i undervisningen på Retorik

Christian fortæller om sine ambassadeerfaringer fra Bern

Dette er ikke et hardcore sprogindlæg. Nu er du advaret og bør kun læse videre, hvis du synes om perifere emner som fx nye medier i undervisning. Min begrundelse for at skrive om det her minder lidt om det der sker når Rasmus Bjerg i Hit med sangen synger om Luth og Fløjte med udgangspunkt i nogle billeder af en sky og nogle guldbarrer. Rigtig sjov sang i øvrigt, som du  kan høre her.  

Nå, med udgangspunkt i emnerne retorik og nye medier bliver jeg altså bare nødt til at fortælle at jeg i går, fredag d. 25. oktober, for første gang prøvede at undervise med Skype. Det var en succes!

11 studerende (4 var fysisk placeret i Kbh. eller udlandet), 2 klasseværelser, 4 af de studerendes computere med webcam og modet på at prøve det af. Det var ingredienserne til gårsdagens undervisning eller rettere erfaringsudveksling (erfagruppemøde) med de kandidatstuderende på Retorik på Aarhus Universitet, der dette efterår er i et praktikforløb hos en ekstern samarbejdspartner.

På skift holdt de studerende oplæg om retoriske udfordringer og praksisser, spurgte ind til hinandens erfaringer og reflekterede over deres nuværende og evt. fremtidige rolle som retoriker, kommunikationsmedarbejder el. lign. ude i virkeligheden.

Metoden var "strukturerede gruppesamtaler med reflekterende teams" som er en metode jeg har lært på min efteruddannelse som systemisk proceskonsulent tilbage i 2010. Og mediet var altså Skype. Da først vi havde fået downloadet Skype til computerne og fundet hinanden (via Skypenavn, hvor mit fx er "tinathode") og derefter fik ringet op, kørte det næsten upåklageligt, selv om de studerende altså befandt sig i Prag, Bern, København og Aarhus.

"Strukturerede gruppesamtaler med reflekterende teams" kan godt virke lidt flippet fordi man undervejs skal vende ryggen til resten af gruppen og koncentrere sig om at lytte til deres refleksioner, men det kvalificerer dialogen og bringer den skjulte og ubevidste refleksion frem i lyset. Og med hver person med på hver sin computer med webcam fik alle mulighed for også at prøve dette element. Tak til Skype.

Her et billede af nogle af de fælles erfaringer:

* I Hype Skype er et forsøg med Roman Jakobsons poetiske sprogfunktion i stil med præsidentsloganet "I Like Ike" (Eisenhower).

A tweet a day keeps the doctor away

Gider du læse langt?

Maraton hitter, når det handler om løb, dans eller politiske forhandlinger. Men ingen gider læse langt længere. 

140 tegn (er lige præcis det jeg antal tegn jeg nåede at skrive inden jeg begyndte på denne parentes, som der i Twitter-regi altså ikke ville være plads til og derfor aldrig ville nå frem til nogen. Men er det et problem?

Er det en indskrænkning af din frihed? Er det overfladekulturens censurering af det dybsindige, det detaljerede og det dybtborende? Er det et kulturtegn på at vi er så påvirkede af "informationsoverload" at vi kun orker at læse noget der fanger vores opmærksomhed inden for de 140 tegn? Eller er det i virkeligheden begrænsningens muligheder?

Som så mange gange før bliver jeg nødt til at sige at når det handler om kommunikation, så er situationen og formålet det altafgørende. 

140 = benspænd

Man kan sagtens forestille sig situationer, hvor 140 tegn er alt for lidt. Det er det vel i næsten alle situationer (og dermed genrer): den videnskabelige artikel, reportagen, prædiken og romanen for nu bare at nævne nogle stykker. Ikke desto mindre er der nogen der eksperimenterer med netop det at skrive umenneskeligt kortfattet, fx en Twitter-roman "Twiction" (Twitter fiction), og hvem kan ikke komme i tanke om en forelæsning eller tale der godt kunne have tålt en tur gennem Grices kvantitetsmaksime (vær hverken mere eller mindre informativ end nødvendigt)?

Fat dig i korthed

Dette gamle mundheld er sammen med "kort og godt" en god rettesnor for at finde ind til kernen i det man har på hjertet. Så de 140 tegns begrænsning kan også ses som en hjælp til finde essensen eller kardinalpunktet i din tekst. 140 tegn sætter måske nok tingene på spidsen (=  fremstille på en utvetydig, skarp og bevidst forenklet måde, evt. for at fremkalde en reaktion; drive til det yderste, tak til ordnet.dk endnu en gang) og er derfor særlig velegnet til appellerende situationer og formål, som fx marketing og politik, men det er også en kognitiv udfordring og en måde at skærpe vores tankegang og dermed vores budskab på. 

Twitter-maksimen

Så næste gang du skal skrive noget hvor du har behov for at gøre det kortfattet og appellerende - og hvor du måske kun har ét skud i bøssen, så send din tekst igennem Twitter-prøven. Kan det fortælles på 140 tegn? Denne træning burde indføres i folkeskolen og på gymnasiet sammen med en diskussion af Grices maksimer, som du kan få en lille og rimelig anstændig smagsprøve på her. 

Når det urimeligt lange og omstændelige bliver ufrivilligt morsomt 

Hvis du er nået helt hertil i dette blogindlæg, skal du have en belønning (nej to!) for at have udført en form for maraton-læsning (mediet og genren taget i betragtning): 

1. Du har nu læst noget der må kandidere til at være verdens længste parentes (tillykke med at have holdt ud!). Første præmie er derfor mit blogindlæg forsøgt formuleret som et tweet: 

"Twitter r txters anti-maraton & begrænsningsmuligheder. 140 skærper budskab & tanker. Bør trænes i skolen! #skolechat tinathode.blogspot.dk" 

2. Som tak for din udholdenhed får du lige et link til et herligt gensyn med en der godt kunne have lært noget af "begrænsningens muligheder": http://www.youtube.com/watch?v=9ar0TF7J5f0 I parentes bemærket elsker jeg det blik hvormed den laaaaaange salve blive afsluttet. Det er et studie udi kunsten at se overbevisende ud selv om man ved man er på skideren fordi man har sagt noget man ikke engang selv forstår!

NB: Gå bare parenteserne efter i sømmene! Jeg har styr på dem :-) .... pånær den der smiley-parentes).