Sider

fredag den 29. november 2013

Smileyen - 30 år, men langt fra accepteret alle steder


I over 30 år har smileyen eksisteret. Fra ildeset og underligt tegn fremstillet af tre tastetryk til gult ikon-ansigt. Fra underkendt til anerkendt. Eller er den? Ganske vidst bruger vi næsten alle smileyer når vi skriver på nettet og når vi sms'er, og den har også sneget sig ind i vores e-mails. Men et er hvad vi selv skriver, noget helt andet er åbenbart hvad det offentlige kan tillade sig.  


Kun 3 % bruger aldrig smileyer
En spørgeskemaundersøgelse blandt 91 studerende på Aarhus Universitet viser at smileyen er det klart mest udbredte og accepterede medialektale træk (dvs. sprogligt/semiotisk træk der er opstået og/eller udbredt af nye mediers logik). Smileyer bruges efterhånden allevegne. Når vi skriver til hinanden via de nye medier fx på Facebook, i sms og på Instagram, bruger langt de fleste af os smileyer. Kun 3 % af de adspurgte bruger aldrig smileyer. Smileyen er altså blevet alment anerkendt. Så anerkendt at 84 % af de adspurgte studerende angav at de også bruger smileyer i e-mail. 

Myndigheder må ikke bruge smileyer
Men én ting er hvad man selv skriver, og hvad vennerne skriver tilbage. Noget helt andet er tilsyneladende de offentlige myndigheder og det man kunne kalde service-sms'er, som fx påmindelser fra frisøren og tandlægen.  Næsten alle (98 %) af de adspurgte mener ikke det er ok med smileyer i en sms fra sagsbehandleren, og 90 % synes heller ikke at SKAT eller Politiet skal bruge smileyer når de skriver på Twitter. Men det stopper ikke her. Heller ikke frisøren og tandlægen skal bruge smileyer i sms, hvis det står til 77 % af svarerne 

Smileyer når du skriver med chefen?
Men er det så ok at bruge smileyer i arbejdsmæssig sammenhæng? Ja, mellem kolleger er tolerancen rimelig stor idet 73 % mener at smileyer er i orden i en arbejdsmail til en kollega, mens de er lidt mere tilbageholdende når det gælder kommunikation med chefen. Chefen må gerne skriver smileyer til de ansatte (mener 53 %), mens kun 35 % mener det er ok når medarbejderen sender en mail til chefen med en smiley. Flere kommenterer dog at netop dette afhænger meget af relationen til chefen og af formalitetsgraden.

Medialisering af sproget, men ikke alle vegne
Undersøgelsen er lavet blandt studerende med en gennemsnitsalder på 25 år. Selv om de stort set alle har taget smileyen til sig, er de også meget bevidste om at den ikke fungerer alle steder. Det afhænger af emnet og af forholdet til dem man kommunikerer med. Og når det kommer til meget formelle eller upersonlige relationer, som fx SKAT eller tandlægen, er smileyer "no go". Her er de studerende så uenige med SKAT selv, jf. DR's nyheder fra d. 13. september 2013. SKAT mener det er ok at "løsne op for sproget", men afstår dog stadig fra at skrive knus med z. 

Tak for det! Du er nu en SKAT. Jeg giver dig lige en krammer.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar