Det ku være man sku stave anderledes

Spørgeskemaundersøgelse viser ikke mange tegn på "spelling rebellion" i de nye medier. 

Ingen æssemæssprog, tak

D r da godt nok at forkorte tekster og ord, eller r d ik? Nej, lyder svaret ofte, og det bekræftes af resultaterne af en mindre spørgeskemaundersøgelse der viser at vi generelt ikke eksperimenterer meget med stavemåderne. Heller ikke i sms'er.

En spørgeskemaundersøgelse blandt 529 sprogbrugere i stort set alle aldre (10-70 år) viser ikke stor tolerance over for alternative stavemåder. Heller ikke selv om det handler om hvordan man skriver på de sociale medier, som fx Facebook, eller på sms og i e-mail. 

De 529 sprogbrugere, der besvarede mit spørgeskema i november 2013, har ikke meget til overs for alternative stavemåder som fx 4tæl og 2tal. 93 % bruger  sjældent eller aldrig den slags resbussprog på Facebook (99 % sjældent eller aldrig i e-mail), og godt 90 % har et tilsvarende anstrengt forhold til forkortede ord som fx d (det), r (er) og n (en).

Når det kommer til retskrivningen, var der kun en smule nytænkning eller "spelling rebellion" at spore et enkelt sted, nemlig ved talesprogsord som fx blir, ku, tar, ik og sir. Her svarer godt 30 % at de tit eller af og til bruger disse på Facebook og i sms (men kun 13 % svarede det samme for e-mail).

Mere lydstavning?

I dansk er der ret stor forskel på hvordan vi udtaler og staver et ord. Udtalen [væor] kan fx både staves vejr, vær, værd og hver. 4 forskellige ord der udtales ens. Både vejr, værd og hver er ikke-lydrette og skal derfor tillæres, hvad der kan koste skoleelever meget besvær og ærgrelse. Så kunne det ikke være fornuftigt at stave det som det siges?

Jo, det kunne det måske for nogle ords vedkommen, men ikke for alle.

Retskrivningen har faktisk et princip for dette: Det fonematiske princip, der betyder at lyde skal skrives som de høres fx linje (og ikke linie), men der er altså grænser for hvor langt dette princip kan strækkes.

Særligt galt går det nemlig når det støder sammen med det morfematiske princip (også kaldet tegnkonstansprincippet) der sikrer at vi kan føre et ord tilbage til dets grundbetydning (morfem = mindste betydningsbærende element). Hvis vi staver godt lydret, nemlig [gåt], kan vi ikke se at ordet stammer fra god, og så går vi glip af mange interne forståelsesgenveje. Egentlig et meget fornuftigt princip!

Alligevel er det faktisk også det princip man som sprogbruger bryder med hvis man skriver ku, sku ogtar, for så kan man jo ikke se at det drejer sig om ordene (og morfemerne) kunne, skulle og tage.

Intet nyt under solen

Men er det et stort problem? Næh, mit bud er at sålænge den slags talesproglige stavemåder rammer så hverdagslige og hyppige ord som fx ikke og bliver, lærer man hurtigt sammenhængen, alene pga. hyppigheden.

Og det er altså slet ikke noget chatterne har opfundet. På dansk har PH allerede i 1950'erne stavet bestemte ord anderledes fx blie, sae, brur og tar ud fra et princip om at afskaffe bogstaver i skriften som aldrig har været udtalt, netop for at undgå at de skulle komme ind i talesproget:

"Forfladigelsen af talen sker fra skriftsproget side netop ved at man i denne radioens ulyksalige tidsalder optar konsonanter og lyde fra skriften, som aldrig har eksisteret i talen" (PH 1943 citeret efter Blædel 1987:18). 

Men elsker man etymologi (og det er vi jo mange der gør), vil man nok begræde at man fremover måske ikke længere vil ku se at ku har noget at gøre med kunst (kunnen).