Sider

mandag den 27. januar 2014

Nye ord og hvad man gør af dem


Møvrebiologisk. 
Ja, det var nok ikke helt det Tor Nørretranders sagde da jeg forleden hørte hans foredrag. Men det var altså det jeg hørte. Og lidt i stil med Anders Lund Madsen  (måske husker i hans "Madsens ÆØÅ") tænkte jeg at der må være afsætning for sådan et ord. Jeg er lidt i tvivl om hvem der skal bruge det og til hvad, men det må jo blive op til jer derude om I vil tage det til jer.

Møvrebiologisk ... et bud på en betydning kunne være: At være udstyret med et "først i køen"-gen.

 

Jeg skal ikke trætte jer med flere betydningsforslag, men I er meget velkommen til selv at byde ind!
I stedet vil jeg efterlyse et netsted for disse nye ord. Et sted hvor vi kunne komme af med dem når vi støder på dem (eller selv har held til at finde på dem). Et sted hvor man kunne blive inspireret af andres nye ord. 

Men indtil et behjertet menneske laver sådan et netsted, kan vi glædes over at vi har Line P (AKA Ordkløveren) til at samle de nyeste (og sjoveste) ord sammen i en års kavalkade. Se ordene fra 2013 her

Forhåndsudmattelse, morfarsushi (sild) og attitudeinkontinens (at være ude af stand til at holde sin mening for sig selv) er blandt mine klare favoritter! 


mandag den 13. januar 2014

For(t)sæt


Uge 3 er lige begyndt, og jeg er fortsat i gang med at overholde mine nytårsforsæt. Dem jeg kan huske i hvert fald...

Forsæt i begge betydninger handler dybest set om at beslutte at gøre noget med vilje. HUSK det: VILJE!

Nå, men mens jeg laver mere italiensk mad, spiller mere klarinet, laver mere smidigheds- og styrketræning, spiser flere grønsager og generelt prøver at være en sundere, sødere og mere syngende udgave af mig selv, samtidig med at jeg forsøger at holde anfægtelserne fra livet (Hvad skal det til for? Hvem tror du, du narrer?), overvejer jeg om jeg også skulle have et blogger-forsæt.

Hvis ja, sku det være noget med at fatte sig i korthed, så indlæggene ikke blev så alenlang....sådan lidt twitter-agtigt (som dette indlæg af Max Bitter som jeg har skrevet en lille smule om i emnets anledning):

Vækkeuret ringer.
Hjerne: Husk forsættene!
Krop: Nej, jeg er død.
Mig: Ja, krop. Lad os spille døde.
Hjerne: Jeg kan høre jer.
Mig: Fuck.