Av for den da

Udråbsord er sprogvidenskabens flygtningebørn. De kommer mange forskellige steder fra, og ingen vil rigtig beskæftige sig med dem, selv om de er en del af os. 

Sprogforsker John Edel Andersen skrev i 1986 om adverbierne som sprogvidenskabens stedbørn. Så den titel var jo taget. Men der er altså noget uønsket og bagatelagtigt over denne del af sprogvidenskaben - denne ordklasse om man vil. Jeg tror det hænger sammen med at de er så uregerlige, så sammensatte og komplekse og så det at de ligesom "taler" et andet sprog end vi gør.

Ikke rigtige ord?

Udråbsord er måske ikke en gang rigtige ord. De er snarere lyde. I dansk definerer vi ord som sproglige enheder som har betydning, og som udtales og skrives uden pause henholdsvis mellemrum (tak til ordnet.dk), og så består ord i reglen både af konsonanter og vokaler. Ja, ja, jeg ved godt at fx også er et ord, men det er jo netop en forkortelse af to ord hvor der også er masser af vokaler i ... for eksempel.

Nå, men vi har altså vedtaget at de her udråbsord (eller interjektioner) også er ord, men bare nogle helt særlige ord. I en artikel jeg skrev i 2013 om disse underlige ting og deres anvendelse på Facebook, definerede jeg dem således:

• De består kun af et morfem (dvs. mindste betydningsbærende enhed, og det behøver ikke engang være det man kalder et rigtigt ord. Det kan være en forstavelse som fx be- i begavelse), men be er i reglen ikke udråbsord... Nå jo, når det bliver fordoblet, bebe, så er det faktisk et udråbsord der betyder noget med ønske om noget ... ofte tilgivelse). 
• De følger ikke altid sprogets normale regler. Nogle af dem har ingen vokalisk lyd og staves derfor uden vokaler, fx pffff, som man bruger for at antyde noget hånligt. Eller hvad med tsk tsk som der altid stod i Anders And-bladene? Det får følgende ord med på vejen i ordnet.dk: "bruges for at udtrykke overbærenhed, opgivelse eller fordømmelse – udtales ved at man placerer fortungen bag fortænderne og bagtungen mod den bløde gane, suger luften ind og med et lille smæld lader tungen slippe fortænderne".... meget instruktivt beskrevet, synes jeg. 
• De kan udgøre en ytring helt alene. Helt alene! 

Og det er dybest set det sidste jeg synes er så fascinerende. Tænk dig! Vi har ord som helt alene kan sige en – ja, som faktisk ER en hel ytring. Udråbsordene står altid alene - siges alene. Så måske skulle artiklen i stedet have heddet "Udråbsord: Sprogvidenskabens enebørn"?!

Og hvorfor er det her med denne enebørnsordklasse overhovedet interessant?

Det er interessant fordi de ord der tidligere mest var i talesproget, nu er på vej ind i vores skriftsprog. Når vi benytter os af det man kunne kalde "onlineinteraktion", dvs. skriver til hinanden på telefonen og via sociale medier, bruger vi ofte udråbsord. 

Jeg skriver fx ups fordi det kan tiltrække andres opmærksomhed og give dem lyst til at spørge hvad det mon er der er gået galt for mig. Eller også skriver jeg mums som kommentar til et billede af en lækker. Eller hvad med den fantastisk mja der betyder at jeg måske er enig, måske uenig med dig og faktisk ikke rigtig har taget stilling endnu, men dog alligevel vil jeg skrive at jeg nok hælder mest mod et lidt forbeholdent ja. Eller hvad mener du, mja betyder?

Hvorfor skriver vi så mange udråbsord? Jeg tror det er en måde at gøre interaktionen nærværende på. En måde at gøre det mere beskrivende. Udråbsord er mere "show" end "tell", og det er mere ekspressivt og dramatisk. Og så er der mere fokus på vores følelser, og på den måde er udråbsordene måske noget af det mest autentiske og kropslige vi kan få lusket ind i (og via) sproget. 

Man kan også se udråbsordene som kontakthandlinger der sikrer at man bliver lagt mærke til. 

HEY! Det er sådan noget der skal til.

Læs også Lotte Thorsens artikel om interjektioner, hvor hun har interviewet Eva Skafte Jensen, Carsten Levisen og mig selv