Smileyen - 30 år, men langt fra accepteret alle steder

I over 30 år har smileyen eksisteret. Fra ildeset og underligt tegn fremstillet af tre tastetryk til gult ikon-ansigt. Fra underkendt til anerkendt. Eller er den? Ganske vidst bruger vi næsten alle smileyer når vi skriver på nettet og når vi sms'er, og den har også sneget sig ind i vores e-mails. Men et er hvad vi selv skriver, noget helt andet er åbenbart hvad det offentlige kan tillade sig.  

Kun 3 % bruger aldrig smileyer

En spørgeskemaundersøgelse blandt 91 studerende på Aarhus Universitet viser at smileyen er det klart mest udbredte og accepterede medialektale træk (dvs. sprogligt/semiotisk træk der er opstået og/eller udbredt af nye mediers logik). Smileyer bruges efterhånden allevegne. Når vi skriver til hinanden via de nye medier fx på Facebook, i sms og på Instagram, bruger langt de fleste af os smileyer. Kun 3 % af de adspurgte bruger aldrig smileyer. Smileyen er altså blevet alment anerkendt. Så anerkendt at 84 % af de adspurgte studerende angav at de også bruger smileyer i e-mail. 

Myndigheder må ikke bruge smileyer

Men én ting er hvad man selv skriver, og hvad vennerne skriver tilbage. Noget helt andet er tilsyneladende de offentlige myndigheder og det man kunne kalde service-sms'er, som fx påmindelser fra frisøren og tandlægen.  Næsten alle (98 %) af de adspurgte mener ikke det er ok med smileyer i en sms fra sagsbehandleren, og 90 % synes heller ikke at SKAT eller Politiet skal bruge smileyer når de skriver på Twitter. Men det stopper ikke her. Heller ikke frisøren og tandlægen skal bruge smileyer i sms, hvis det står til 77 % af svarerne 

Smileyer når du skriver med chefen?

Men er det så ok at bruge smileyer i arbejdsmæssig sammenhæng? Ja, mellem kolleger er tolerancen rimelig stor idet 73 % mener at smileyer er i orden i en arbejdsmail til en kollega, mens de er lidt mere tilbageholdende når det gælder kommunikation med chefen. Chefen må gerne skriver smileyer til de ansatte (mener 53 %), mens kun 35 % mener det er ok når medarbejderen sender en mail til chefen med en smiley. Flere kommenterer dog at netop dette afhænger meget af relationen til chefen og af formalitetsgraden.

Medialisering af sproget, men ikke alle vegne

Undersøgelsen er lavet blandt studerende med en gennemsnitsalder på 25 år. Selv om de stort set alle har taget smileyen til sig, er de også meget bevidste om at den ikke fungerer alle steder. Det afhænger af emnet og af forholdet til dem man kommunikerer med. Og når det kommer til meget formelle eller upersonlige relationer, som fx SKAT eller tandlægen, er smileyer "no go". Her er de studerende så uenige med SKAT selv, jf. DR's nyheder fra d. 13. september 2013. SKAT mener det er ok at "løsne op for sproget", men afstår dog stadig fra at skrive knus med z. 

Tak for det! Du er nu en SKAT. Jeg giver dig lige en krammer.  

Hov! Hey! Hallooooo!

Interjektioner. Hmmmm, det lyder som noget ubehageligt i en kanyle, av! Men, altså, det er det ikke! Yey! Det er jo bare den sprogvidenskabelige betegnelse for udråbsord. Nåhhhhh, dem kender vi godt. Ja, det gør I. Og ved I hvad? I skriver dem også. UPS, hvar?!

Over 200 danske interjektioner – SÅDAN!

Jo, jo. Den er god nok. I hvert fald på Facebook. Det undersøgte jeg nemlig efteråret 2012. Jeg fandt 60 ret forskellige interjektioner, men har senere af Torben Christiansen, som redigerer Slangordbogen (app), fået at vide at der i hvert fald findes over 200 interjektioner i dansk. WOW! Men det er altså ikke sikkert at I skriver dem alle sammen.

Jeg fandt dog ud af, at I skriver mange forskellige interjektioner. Både nogle kendte (ah, hm og nå) og nogle mindre kendte interjektioner (ewww, mja, fuu, dooh og wuhuuu).

Blandt de hyppigste var: øv, åh/årh, hm, wauw/wow, hehe og haha, men interjektioner som najjj, av, suk, jøsses, fy, pff og doooh fandt jeg kun én gang. Måske har jeg ikke ledt længe nok??

Hvorfor bruger man interjektioner?

Tja, man kan udtrykke mange forskellige komplekse følelser med interjektioner, fx disse:

Begejst-ring	Glæde	Nydelse	Med-følelse	Let-telse	Overrask-else	Modvilje/ ærgrelse	Skuf-felse	Ube-hag	Vrede/ foragt
Wehoo/woohoo Yes Jubii jaaa	Najjj Juhu Jaaa Wauw (n)øjjj	Ah Uhm Mm Mums	Nårh Nuuuuhr Nåå Århh Øv øv	Pyha Uhh	Hov Jøsses Uh Sjt/shit Hey Ih	Ej/aj Arghh Arhh Åh	Åh nej Æv Øv Suk	Brr Uha Uf Eewww Av	Tsk tsk Pff Fuuu Føj fuck

Når man i sin status fx skriver ”Ups”, er ens venner straks klar over at man har gjort eller sagt noget uheldigt. Vi bruger altså interjektioner i statusopdateringer fordi de er hurtigt at afkode, og fordi de appellerer til andres nysgerrighed. Interjektioner er med til at krydre sproget så det bliver mere ekspressivt og dramatiserende.

Interjektioner er også sprogøkonomi

Ved første øjekast kan det virke lidt overfladisk og pyntende med alle de interjektioner, men de er faktisk en meget økonomisk og dermed situationstilpasset og raffineret måde at udtrykke sig på når man befinder sig i en presset skriveproces.

Interjektionerne er prægnante, samtidig med at de er mangetydige, og det gør dem udfordrende og sjove. Det er en genvej til formidlingen af en følelse og et forsøg på at skabe intimitet og nærvær. Interjektioner nok i virkeligheden mere show end samtale.

Mere forskning i interjektioner

Interjektioner er sjove – også at forske i. Derfor (og sikkert også af andre grunde) har min gode KUA-ven Carsten Hansen (lektor ved Center for Sprogforandring) taget initiativ til IFG (InterjektionsForskerGruppen) som jeg også er en del af. Her vil jeg gå videre med at undersøge hvordan det dog er at I får noget, som faktisk er et meget talesprogligt fænomen, til også at virke på skrift.

ERGO: Hvordan skriftliggør I interjektionerne?

Så det er ikke sidste gang jeg skriver om interjektioner. BOM!

***

Læs min artikel: ”Hmmm…interjektioner på Facebook” (2013) I: Møde om Udforskning af Dansk Sprog 2012 (red.) Peter Widell, Inger Schoonderbeek Hansen og Tina Thode Hougaard. Aarhus Universitet.

Sproget til billederne i de sociale medier

Et billede siger mere end tusind ord, men hvilke ord? 

Med Instagram, SnapChat og Facebook er der ved at vokse en underskov frem af amatørfotografer, nej,  private snapshootere, tja, eller måske er de snarere privatlivets fotofortællere. For det handler mindst lige så meget om at fortælle en bid af ens livshistorie eller give en statusopdatering på ens aktuelle tilstand, som at skyde det helt perfekte fotografi og forsøge at konkurrere om "Årets pressefoto".

Men ofte står billederne ikke alene - selvom "et billede siger mere end tusind ord". Vi vil gerne supplere med identificerende beskrivelser og andre  bonusinfo. Og på Instagram tilføjer vi forskellige hashtags til vores billede for at gøre dem søgbare og for at markere en form for tilhørsforhold eller aktiv deltagen i forskellige grupper, som fx #ugensinstagrammer (UngeKommunikatører) eller #AllanGate (Allan Simonsen, TV2 og Vild med Dans - need I say more?)

Jeg har netop skrevet en artikel om alt dette og har bl.a. fundet ud af at brugen af billeder i særlig grad motiverer til kommunikation, og at den sproglige kode, der anvendes, henter sit særlige betydningspotentiale fra billederne og i nogle tilfælde får nærmest poetisk funktion. 

            

Selv om et billede faktisk sagtens kan "tale for sig selv", kan vi åbenbart ikke lade være med at tilføje et par ord. Ja, selv om Lindhardt og Ringhofs digitale strateg, Maiken Ingdvordsen skriver: ”Måske har du heller ikke altid noget at ”sige” og tænker ”hvad skal jeg dog skrive ud om på Facebook i dag.” Men så kan et billede være en anderledes smuk, poetisk måde at beskrive noget på end via ord”, så sætter vi altså også lige et par ord på. Vi SKAL bare kommunikere, koste hvad det koste må!

Er vi bange for at vi ikke kommunikerer stærkt nok med billedet i sig selv? Er skriftkulturen så hårdt indpodet i os, at vi ikke kan undvære den? Eller er vi simpelthen superbrugere af multimodal kommunikation, og benytter os af muligheden for at lade vores meddelelse indeholder forskellige udtryksformer og derfor måske også flere forskellige budskaber? 

Jeg tror på det sidste, men jeg tror også på det første og det andet. Og det fjerde?

Communicatus, ergo sum. Måske uden ord?

Rune T. Kidde - måske et hyldestdigt

Jeg ville have skrevet et hyldestdigt til Rune T. Kidde - den ælskelige æventyrgendigter, grimtegneren og den sorte humors skjald!
Men jeg kan ikke få det til at rime!

Og det er ikke pga. Rune T. Kidde, for han rimer både på slide og bide og så selvfølgelig Snøfthvide.
Det er heller ikke pga. Den Lilla Møghætte, for hun rimer både på Pulven, Bedstemor Bob og Søde Sally Sukkertop.
Og da slet ikke pga. Klaskepot, Hærge-Hans, Grimme Grete, Tossepose, Den Grumme Ælling, Knud Kødpølse og alle de andre ækle æventyrguldæg.

"Det rimer nu til juleflæsk"
Det er så fedt, når sproget får tæsk.
Men det er kærlige bank og sprængen i luften
- tørre tæsk til snusfornuften.

Det er den der underlige ordspanking, de der vanvittige vinkler, de der umoralske moraler og den der æggende, bjæffende, bjældende, harkende, spruttende, hæsblæsende, trutteruttende, lårklaskende, får- og lamslående humor så sort som nat der både venter på dag og rimer på klat.

Det er den der voldsomme flod der pludselig løb tør.
Men det er også en begejstret beånding der stadig blæser hæs, løfter op og rykker hen.

Vi står i gengæld til dig, Rune T. Kidde.

Måske rimer det lidt alligevel.

Rune T. Kidde
- du forstod at spidde os andre rigide!