Fed fed lykke til alle

Nu er det sørme sket igen. Vi danskere er endnu en gang blev udnævnt til det lykkeligste folk i verden. 

Og det forstår man jo godt, for vover man at se sine medtrafikanter, sine kolleger, medløberne på kondistien, medsøstrene i FitnessDK og andre med-danskere i øjnene, stråler lykken jo ud af dem alle. Os alle. 

Er det mon fordi vi tager så mange lykkepiller (og til stadighed undsiger os for at kalde dem antidepressiver)? Eller hvor kommer den der lykke dog fra?

Er vi virkelig lykkelige, eller er der gået inflation i ordet lykke? Er det ikke tankevækkende at undersøgelsen, World Happiness Report, egentlig måler på "livstilfredshed", men det boner ud som "lykke" i medierne? 

Livstilfredshed... Halloooo. Det dur ikke. Det emmer langt væk af middelmådighed, sathed og af mangel på stræbsomhed, virkelyst og progressivitet. Igen må jeg henvise til ordnet.dk (min tro væbner) der giver ordforklaringen "som er glad for eller har affundet sig med noget, og som ikke forlanger, forventer eller ønsker mere". Det holder jo ikke i vores selvrealiseringstid at man ikke forlanger eller forventer mere, vel. 

Så næhhh, nej. Tilfreds, det bliver jeg aldrig! Men lykkelig! Det ord emmer jo af succes, overskud og lys i øjnene. Så selvom ordnet.dk (min utro væbner) mener at lykkelig er man, når man  føler dyb glæde og stor tilfredshed (hmmmm), så er der bare noget over det ord lykke. 

Det må være fordi lykke er sådan et godt ord. Lidt lige som Leif Panduro skrev i "Av min Guldtand" om ordet dulle. "Et ønskeord [...] ingen besværlige konsonanter"*. Lykke ligger godt i munden. Lykke befinder sig i en helt anden liga end tilfredshed. Lykke er lethed, liv, lyst og lidenskab. Lykke lyder bare godt og slår tilfredshed med flere meter. Og så er lykke et helt anderledes eksistentielt begreb. 

Tilfredshedsforsker. Tilfredsjæger. Tilfredshedstal. Tilfredsheds-Peer. Det går jo ikke!

Der er bare den hage ved det at jeg synes det er lidt anstrengende at skulle leve op til at være så frygtelig lykkelig. Det stresser mig at skulle se så lykkelig ud. 

I 90'erne sang Steffen Brandt at vi var gode til at brokke os, og det er vi altså stadig.  "Kigger man på svarene fra de danskere, der er blevet spurgt "hvor lykkelig var du i går?", så ligger Danmark faktisk kun nummer 102 ud af de 156" (Detektor/ Mads Bindesbøll Ohsten). Det er nok et mere retvisende billede. 

Og når nu vi er i gang, er det så ikke også lidt anstrengende at vi også skal være så pokkers anerkendende hele tiden? 
                                                       

*k er faktisk en besværlig konsonant - en klusil, der både kræver en god bugmuskulatur og gymnastisk øvelse af tungeryggen, men det er jo en helt anden historie, for i lykke udtales k som g, og den konsonant er anderledes blid ved mellemgulvet.