I Hype Skype* - succes med Skype i undervisningen på Retorik

Christian fortæller om sine ambassadeerfaringer fra Bern

Dette er ikke et hardcore sprogindlæg. Nu er du advaret og bør kun læse videre, hvis du synes om perifere emner som fx nye medier i undervisning. Min begrundelse for at skrive om det her minder lidt om det der sker når Rasmus Bjerg i Hit med sangen synger om Luth og Fløjte med udgangspunkt i nogle billeder af en sky og nogle guldbarrer. Rigtig sjov sang i øvrigt, som du  kan høre her.  

Nå, med udgangspunkt i emnerne retorik og nye medier bliver jeg altså bare nødt til at fortælle at jeg i går, fredag d. 25. oktober, for første gang prøvede at undervise med Skype. Det var en succes!

11 studerende (4 var fysisk placeret i Kbh. eller udlandet), 2 klasseværelser, 4 af de studerendes computere med webcam og modet på at prøve det af. Det var ingredienserne til gårsdagens undervisning eller rettere erfaringsudveksling (erfagruppemøde) med de kandidatstuderende på Retorik på Aarhus Universitet, der dette efterår er i et praktikforløb hos en ekstern samarbejdspartner.

På skift holdt de studerende oplæg om retoriske udfordringer og praksisser, spurgte ind til hinandens erfaringer og reflekterede over deres nuværende og evt. fremtidige rolle som retoriker, kommunikationsmedarbejder el. lign. ude i virkeligheden.

Metoden var "strukturerede gruppesamtaler med reflekterende teams" som er en metode jeg har lært på min efteruddannelse som systemisk proceskonsulent tilbage i 2010. Og mediet var altså Skype. Da først vi havde fået downloadet Skype til computerne og fundet hinanden (via Skypenavn, hvor mit fx er "tinathode") og derefter fik ringet op, kørte det næsten upåklageligt, selv om de studerende altså befandt sig i Prag, Bern, København og Aarhus.

"Strukturerede gruppesamtaler med reflekterende teams" kan godt virke lidt flippet fordi man undervejs skal vende ryggen til resten af gruppen og koncentrere sig om at lytte til deres refleksioner, men det kvalificerer dialogen og bringer den skjulte og ubevidste refleksion frem i lyset. Og med hver person med på hver sin computer med webcam fik alle mulighed for også at prøve dette element. Tak til Skype.

Her et billede af nogle af de fælles erfaringer:

* I Hype Skype er et forsøg med Roman Jakobsons poetiske sprogfunktion i stil med præsidentsloganet "I Like Ike" (Eisenhower).

A tweet a day keeps the doctor away

Gider du læse langt?

Maraton hitter, når det handler om løb, dans eller politiske forhandlinger. Men ingen gider læse langt længere. 

140 tegn (er lige præcis det jeg antal tegn jeg nåede at skrive inden jeg begyndte på denne parentes, som der i Twitter-regi altså ikke ville være plads til og derfor aldrig ville nå frem til nogen. Men er det et problem?

Er det en indskrænkning af din frihed? Er det overfladekulturens censurering af det dybsindige, det detaljerede og det dybtborende? Er det et kulturtegn på at vi er så påvirkede af "informationsoverload" at vi kun orker at læse noget der fanger vores opmærksomhed inden for de 140 tegn? Eller er det i virkeligheden begrænsningens muligheder?

Som så mange gange før bliver jeg nødt til at sige at når det handler om kommunikation, så er situationen og formålet det altafgørende. 

140 = benspænd

Man kan sagtens forestille sig situationer, hvor 140 tegn er alt for lidt. Det er det vel i næsten alle situationer (og dermed genrer): den videnskabelige artikel, reportagen, prædiken og romanen for nu bare at nævne nogle stykker. Ikke desto mindre er der nogen der eksperimenterer med netop det at skrive umenneskeligt kortfattet, fx en Twitter-roman "Twiction" (Twitter fiction), og hvem kan ikke komme i tanke om en forelæsning eller tale der godt kunne have tålt en tur gennem Grices kvantitetsmaksime (vær hverken mere eller mindre informativ end nødvendigt)?

Fat dig i korthed

Dette gamle mundheld er sammen med "kort og godt" en god rettesnor for at finde ind til kernen i det man har på hjertet. Så de 140 tegns begrænsning kan også ses som en hjælp til finde essensen eller kardinalpunktet i din tekst. 140 tegn sætter måske nok tingene på spidsen (=  fremstille på en utvetydig, skarp og bevidst forenklet måde, evt. for at fremkalde en reaktion; drive til det yderste, tak til ordnet.dk endnu en gang) og er derfor særlig velegnet til appellerende situationer og formål, som fx marketing og politik, men det er også en kognitiv udfordring og en måde at skærpe vores tankegang og dermed vores budskab på. 

Twitter-maksimen

Så næste gang du skal skrive noget hvor du har behov for at gøre det kortfattet og appellerende - og hvor du måske kun har ét skud i bøssen, så send din tekst igennem Twitter-prøven. Kan det fortælles på 140 tegn? Denne træning burde indføres i folkeskolen og på gymnasiet sammen med en diskussion af Grices maksimer, som du kan få en lille og rimelig anstændig smagsprøve på her. 

Når det urimeligt lange og omstændelige bliver ufrivilligt morsomt 

Hvis du er nået helt hertil i dette blogindlæg, skal du have en belønning (nej to!) for at have udført en form for maraton-læsning (mediet og genren taget i betragtning): 

1. Du har nu læst noget der må kandidere til at være verdens længste parentes (tillykke med at have holdt ud!). Første præmie er derfor mit blogindlæg forsøgt formuleret som et tweet: 

"Twitter r txters anti-maraton & begrænsningsmuligheder. 140 skærper budskab & tanker. Bør trænes i skolen! #skolechat tinathode.blogspot.dk" 

2. Som tak for din udholdenhed får du lige et link til et herligt gensyn med en der godt kunne have lært noget af "begrænsningens muligheder": http://www.youtube.com/watch?v=9ar0TF7J5f0 I parentes bemærket elsker jeg det blik hvormed den laaaaaange salve blive afsluttet. Det er et studie udi kunsten at se overbevisende ud selv om man ved man er på skideren fordi man har sagt noget man ikke engang selv forstår!

NB: Gå bare parenteserne efter i sømmene! Jeg har styr på dem :-) .... pånær den der smiley-parentes).

Du bliver afsløret af dine Facebook-opdateringer

Med 92 pct. sikkerhed kan man bestemme om det er en mand eller kvinde der står bag et indlæg på Facebook. Det er en af konklusionerne i en amerikansk undersøgelse af 75.000 informanters sprogbrug. 

Vi skriver åbenbart mere kønsstereotypt end man skulle tro. Eller er det en gammel sandhed der nu bare har fået Facebook-belæg?  Den amerikanske professor Susan Herring fortalte mig engang at hun på 3 indlæg i en chat, hvor man max. må bruge 160 tegn, kunne afgøre om afsenderen var mand eller kvinde, og kønsforskningen har i mange år belært os om forskellen på mænds og kvinders tale. Altså ikke rigtig nogen nyhed.

Men hvad er det da der afslører os? 

Forskere bag Facebook-undersøgelsen er gået kvantitativt til værks og har bl.a. kunnet konstatere at kvinder oftest bruger "ord som shopping, elsker dig, mor og mit hår, mens mænd er mere tilbøjelige til at bande og bruge ord som fuck og i øvrigt skrive om teknologisk grej som Xbox og PS3" (Annette Sand/Berlingske). Hmmmm.... ikke særlig overraskende. 

Men det stopper ikke her, for forskere mener også at deres undersøgelsesmetode kan give et præcist billede af den enkeltes personlighedstræk. Og det er her det for alvor bliver interessant. Forskernes påstand er nemlig at deres undersøgelsesmetode er næsten lige så præcise som de personlighedstest vi kender fra jobmarkedet. Så måske vil vi i fremtiden ikke blive spurgt om vi vil lade os teste som led i jobsamtalen, men snarere om vi vil give adgang til vores statusopdateringer på Facebook!!!!

Du er hvad du siger

Kan man virkelig konkludere på vores personlighed på baggrund af en optælling af hvilke ord vi bruger mest? Hvad med negationer som fx ikke, der netop har den funktion at benægte, gøre ikke-eksisterende eller tage afstand fra. Kan man stole på en leksikalsk kvantitativ undersøgelse, hvor man tilsyneladende ikke aflæser ordene i deres kontekst og dermed risikerer at mistolke ordene og intentionen? 

Her må jeg være ærlig og indrømme at jeg endnu ikke har haft tid til at læse andet end det resume der ligger på University of Pennsylvanias hjemmeside, så den regulære forskningsmæssige kritik af undersøgelsemetoden må vente lidt.

Foreløbig må jeg konstatere at metoden ser interessant og visuel umiddelbar anvendelig ud, for ud af informanternes sprog har forskerne dannet "ordskyer" som giver en klar visualisering af hvilke ord der bruges oftest. Ordmængderne er i undersøgelsen så store (over 700 millioner ord) at der faktisk kommer til tegne sig et anvendeligt billede.

Vi skal bare huske at det er det billede som vi vælger andre skal se - nemlig det vi skriver på Facebook, der er lavet forskning på. Som den ene af forskerne, Johannes Eichstaedt udtrykker det: "a simple window into how they shape modern lives in the age of Facebook.”

Fed fed lykke til alle

Nu er det sørme sket igen. Vi danskere er endnu en gang blev udnævnt til det lykkeligste folk i verden. 

Og det forstår man jo godt, for vover man at se sine medtrafikanter, sine kolleger, medløberne på kondistien, medsøstrene i FitnessDK og andre med-danskere i øjnene, stråler lykken jo ud af dem alle. Os alle. 

Er det mon fordi vi tager så mange lykkepiller (og til stadighed undsiger os for at kalde dem antidepressiver)? Eller hvor kommer den der lykke dog fra?

Er vi virkelig lykkelige, eller er der gået inflation i ordet lykke? Er det ikke tankevækkende at undersøgelsen, World Happiness Report, egentlig måler på "livstilfredshed", men det boner ud som "lykke" i medierne? 

Livstilfredshed... Halloooo. Det dur ikke. Det emmer langt væk af middelmådighed, sathed og af mangel på stræbsomhed, virkelyst og progressivitet. Igen må jeg henvise til ordnet.dk (min tro væbner) der giver ordforklaringen "som er glad for eller har affundet sig med noget, og som ikke forlanger, forventer eller ønsker mere". Det holder jo ikke i vores selvrealiseringstid at man ikke forlanger eller forventer mere, vel. 

Så næhhh, nej. Tilfreds, det bliver jeg aldrig! Men lykkelig! Det ord emmer jo af succes, overskud og lys i øjnene. Så selvom ordnet.dk (min utro væbner) mener at lykkelig er man, når man  føler dyb glæde og stor tilfredshed (hmmmm), så er der bare noget over det ord lykke. 

Det må være fordi lykke er sådan et godt ord. Lidt lige som Leif Panduro skrev i "Av min Guldtand" om ordet dulle. "Et ønskeord [...] ingen besværlige konsonanter"*. Lykke ligger godt i munden. Lykke befinder sig i en helt anden liga end tilfredshed. Lykke er lethed, liv, lyst og lidenskab. Lykke lyder bare godt og slår tilfredshed med flere meter. Og så er lykke et helt anderledes eksistentielt begreb. 

Tilfredshedsforsker. Tilfredsjæger. Tilfredshedstal. Tilfredsheds-Peer. Det går jo ikke!

Der er bare den hage ved det at jeg synes det er lidt anstrengende at skulle leve op til at være så frygtelig lykkelig. Det stresser mig at skulle se så lykkelig ud. 

I 90'erne sang Steffen Brandt at vi var gode til at brokke os, og det er vi altså stadig.  "Kigger man på svarene fra de danskere, der er blevet spurgt "hvor lykkelig var du i går?", så ligger Danmark faktisk kun nummer 102 ud af de 156" (Detektor/ Mads Bindesbøll Ohsten). Det er nok et mere retvisende billede. 

Og når nu vi er i gang, er det så ikke også lidt anstrengende at vi også skal være så pokkers anerkendende hele tiden? 
                                                       

*k er faktisk en besværlig konsonant - en klusil, der både kræver en god bugmuskulatur og gymnastisk øvelse af tungeryggen, men det er jo en helt anden historie, for i lykke udtales k som g, og den konsonant er anderledes blid ved mellemgulvet.