Hilsner i e-mailen – oversete etosmarkører?

I samarbejde med en svensk, en finsk og to andre danske forskere er jeg i gang med at undersøge hvordan vi gebærder os på e-mailen. Vi fokuserer på tre ting: hilsener, understøtninger og tilpasning.

Stor variation i farvelhilsner (lukninger)

Ved at sammenligne danske og svenske e-mails har vi som noget af det første fundet ud af at der er langt større variationsbredde i lukningerne end i åbningerne der typisk består af enten hej eller kære. I lukningerne derimod bevæger afsenderen sig mellem de helt minimalistiske typer, fx vh (venlig hilsen), kh (kærlig hilsen) og sågar bare h. (hilsen) til de mere fantasifulde som fx de allervarmeste sommerhilsner eller med en form for efterskrift efter afsendernavnet som fx (lettere rystet i min grundvold).

Lav variation i åbningshilsner

Nu kunne man jo godt tænke at der vel ikke er noget underligt i at vi nøjes med at skrive kære eller hej (hvad der i øvrigt er relativt nyt i breve), for det er vel de muligheder der er. Men her mener jeg at vi skal huske at vi får det sprog som vi skaber. Så hvorfor skriver vi ikke en hilsen der hænger sammen med tidspunktet på dagen, fx goddag eller godaften, hvorfor bruger vi ikke de mere uformelle davs eller hallo eller hvad med vær hilset eller ohøj?

En hilsen er en etosmarkør

En af de forklaringer vi vil arbejde videre med, fokuserer på forhandling af etos, dvs. afsenderens karakter. Her ser vi lige nu på hilsesekvenserne som etosarbejde. Hilsner er egentlig overflødige i e-mails fordi både afsender og modtager fremgår af til og fra-felterne i e-mailen. Så hvorfor finder langt de fleste det stadig nødvendigt at eksplicittere hvem henvendelsen er til og fra? Det handler efter min mening både om relationer og om etos, dvs. om at de involverede i hilsner (men også i den øvrige tekst) forhandler hvordan de har det med hinanden (deres relation) og hvordan de opfatter hinanden som person, hinandens karakter (etos). I begyndelsen af brevet er det hensigtsmæssigt at fremtræde så umarkeret og upåfaldende som muligt, og derfor skriver langt de fleste i dag hej i begyndelsen af en e-mail. Men i lukningerne kan man gå ud fra at ens etos nu er etableret (gennem det man i øvrigt har skrevet i e-mailen), og at man derfor som afslutning på e-mailen kan tillade sig lidt mere uden at ødelægge den gode opfattelse. Der er nu grønt lys til enten den hurtige afslutning (vh eller kh) eller den mere kreative eller vovede som fx møs (omdannelse af kys) eller kkk (kys, knus og kram).

Videnskabelige artikler om e-mail er på vej

I samarbejde med følgende forskere skriver jeg på 2-3 artikler om emnet: Jonathan White (Högskolan Dalarna i Sverige), Camilla Wide (Turku Universitet i Finland), Eva Skafte Jensen (Dansk Sprognævn) og Marianne Rathje (Syddansk Universitet).

Øvrige vinkler på emnet er hvordan man understøtter sit ærinde og sin relation i forbindelse med åbninger og lukninger ved fx at skrive på forhånd tak, og hvordan vi tilpasser os hinanden (akkommodation) ved at skrive den sammen type afslutning når e-mailen udvikler sig til en hel tråd med flere svar, og hvor hurtigt man går fra en lang lukning fx Med venlig hilsen til en mere minimalistisk som fx vh eller bare h.

E-mailen er (som en del af "nye medier") en af de mest klassiske kommunikationskanaler. Den ligner stadig i høj grad et papirbrev, men der er også store tegn på forandring. Se Dansk Sprognævns svarbrev vedr. start på breve (fra 1999) eller Anette Grønnings forskning i e-mail i erhvervslivet.